Vi glæder os til at udrulle mere fjernvarme i 2024

21. december 2023

Vi glæder os til at udrulle mere fjernvarme i 2024

Med projekter i Øster Vedsted, Egebæk-Hviding, Vester Vedsted og Ribe Vest bliver der rigeligt at se til i 2024 – og vi er klar til at klø på for at sikre fjernvarme til flest muligt.

Med julen for døren kan vi i Ribe Fjernvarme se tilbage på et år, hvor vi har haft forrygende travlt med at udvide fjernvarmenettet.

Vi har fået tilslutning i vores projekter i Øster Vedsted, Egebæk-Hviding og Vester Vedsted – og vi er langt med at udrulle fjernvarmen i Øster Vedsted.

Vi er ikke mindst blevet færdige med nogle af de større renoveringer af vores fjernvarmenet i Ribe by, og så har vi fået ansat Kent Kristensen som vores nye projektleder. Han vil fremover være en vigtig del af vores arbejde med at udbrede fjernvarmen. 

I 2023 er der kommet 40 nye forbrugere på fjernvarmen, mens vi til næste år forventer at tilslutte hele 250 nye forbrugere. Med andre ord får vi ikke mindre travlt i 2024.

Vi skal nemlig arbejde på tre forskellige fjernvarmeprojekter i det nye år: Øster Vedsted, Egebæk-Hviding/Vester Vedsted og Ribe Vest.

Vil du vide mere om projekterne, får du seneste nyt her.

Vi leverer også billig fjernvarme i 2024

Som en ekstra god nyhed op til jul er vi nu klar til at fortælle, at fjernvarmeprisen i 2024 forbliver præcis den samme som i år.

Vores bestyrelse har nemlig for nylig besluttet, at vi også til næste år vil fastholde en lav fjernvarmepris i Ribe. Og den julegave er vi glade for, at vi kan levere til vores forbrugere.

At vi kan holde den samme pris, skyldes i korte træk, at vi med vores optimale sammensætning af produktionsanlæg har været i stand til at afværge de stigende flispriser, som vi ellers oplever lige nu.

Øster Vedsted

Har du været forbi Øster Vedsted for nylig, har du måske bemærket, at vi allerede langt med fjernvarmeudrulningen.

I de seneste uger har vi gravet i Tørresager-kvarteret og bortset fra en kort pause hen over julen, fortsætter vi det arbejde ind i foråret.

Vores entreprenører har lovet, at de inden jul sørger for at lægge asfalt på i de områder, hvor vi graver lige nu. Bor du i kvarteret, vil du efter planen derfor ikke opleve gener mellem jul og nytår.

Kredit: Christian Iversen, ny fjernvarmekunde i Øster Vedsted

Egebæk-Hviding og Vester Vedsted

I november måned måtte vi desværre melde ud, at fjernvarmen til Egebæk-Hviding og Vester Vedsted var udskudt – blandt andet fordi vi ikke kunne få tilskud fra fjernvarmepuljen.

Nu er der til gengæld godt nyt i projektet. Regeringen har nemlig besluttet at sætte 150 millioner kroner af til fjernvarmepuljen i 2024 – og det betyder, at vi fra årsskiftet får mulighed for at søge igen.

Tilskuddet fra puljen er enormt vigtigt for projektet, da det drejer sig om 20.000 kroner per bolig med olie- eller gasfyr i dag. Det løber hurtigt op i flere millioner kroner, når man tilslutter mange nye forbrugere til fjernvarmen.

Desværre er der også mange om buddet, når fjernvarmepuljen åbner igen – bare i år har man givet afslag på tilskud for i alt 313 millioner kroner. Midlerne uddeles efter først-til-mølle-princippet, og derfor er vi selvfølgelig også helt klar til at søge i det øjeblik, puljen åbner.

Vi krydser alt, hvad vi kan, for at det lykkes – og samtidig arbejder vi hen imod at få sendt projektet i udbud igen i starten af det nye år.

Vores håb er, at vi med et tilskud fra fjernvarmepuljen og mere favorable anlægsomkostninger igen kan starte projektet op hurtigst muligt.

Ribe Vest

I Ribe Vest har vi netop fået et tilbud hjem på projektet. Ud fra det er vores bestyrelse lige nu i fuld gang med at regne på økonomien i projektet og vil træffe den endelige beslutning i januar måned.

Vi håber og tror på, at økonomien i projektet viser sig at hænge sammen, så vi kan komme i gang med at indsamle kontrakter og sætte skub i fjernvarmeudrulningen til de op mod 100 ejendomme i området.

Går alt som det skal, satser vi på at kunne starte arbejdet i Ribe Vest op i slutningen af første kvartal i 2024.

God jul og godt nytår

Selvom alle på fjernvarmeværket jo også ser frem til at nyde julen, er vi alligevel så småt begyndt at se frem til året, der kommer.

Det bliver en spændende opgave at skulle sikre fjernvarme til endnu flere forbrugere – og vi glæder os til at tilkoble alle dem, vi kan nå.

2024 tegner til at blive et godt år for fjernvarmen i Ribe!

Og i mellemtiden ønsker vi alle vores forbrugere – både gamle, nye og kommende – en glædelig jul og et godt nytår.

 

På vegne af bestyrelsen

Henrik Holst