Opdatering på fjernvarmeprojekter
Opdatering på fjernvarmeprojekter
Efteråret er over os, og det betyder at varmesæsonen officielt er skudt i gang.
Samtidig med at varmesæsonen begynder, arbejder vi også på flere udvidelsesprojekter, som vil sikre, at endnu flere husstande i fremtiden kan nyde godt af stabil og klimavenlig fjernvarme.
Vi er på dupperne og klar til en spændende varmesæson!
Løbende opdateringer om vores projekter
For at forbedre kommunikationen om vores projekters fremdrift vil vi fremover lave månedlige opdateringer på vores hjemmeside. Her kan du følge med i status på alle igangværende fjernvarmeprojekter: Hold dig opdateret her.
På nuværende tidspunkt er vi ved at færdiggøre tilslutningen af de sidste kunder i Øster Vedsted, og kunderne i Kurveholmen forventes at blive tilsluttet i løbet af efteråret. Også arbejdet i Ribe Vest forløber efter planen, men vi holder øje med vejret, da regn kan forsinke processen. De første kunder i dette område forventes at modtage varme i efteråret 2024, og alle kunder vil være tilsluttet inden sommeren 2025.
Foreløbig tidsplan for Egebæk-Hviding og Vester Vedsted
Efter et succesfuldt borgermøde om fjernvarme i Egebæk-Hviding og Vester Vedsted, hvor mange engagerede borgere deltog, kan vi nu tage næste skridt i processen.
Det er tydeligt, at der er stor opbakning til fjernvarme i området, og vi er meget taknemmelige for den interesse. Derfor har vi besluttet at fortsætte projektet uden behov for en ny interessetilkendegivelse. Beboerne i området vil modtage yderligere information.
Projektet forløber efter nedenstående tidsplan (med forbehold for ændringer):
2.-3. kvartal 2025: Projektplanlægning og EU-udbud.
4. kvartal 2025: Fastlæggelse af økonomien og endelig beslutning, afhængig af borgernes opbakning. Tilslutningsaftaler begynder at blive indsamlet.
1. kvartal 2026: Forventet opstart af projektet.
3. kvartal 2026: De første forbrugere tilsluttes, og tilslutningen vil fortsætte i de næste 6-9 måneder.
Har du spørgsmål eller kommentarer, er du altid velkommen til at kontakte os.
Vi ser frem til at fortsætte arbejdet med at bringe fjernvarme ud til endnu flere!