Status på Øster Vedsted, Egebæk-Hviding og Vester Vedsted 

9. november 2023

Status på fjernvarmeudrulningerne i Øster Vedsted, Egebæk-Hviding og Vester Vedsted 

Hos Ribe Fjernvarme har vi arbejdet målrettet på at sikre fjernvarme til i Øster Vedsted, Egebæk-Hviding og Vester Vedsted.

Nu er der nyt i sagen - og det er både en mindre god nyhed og en dårlig nyhed med et strejf af optimisme.

Fjernvarmen til Øster Vedsted bliver desværre en smule forsinket

Vi arbejder stadig på højtryk for at få fjernvarmen til Øster Vedsted.

Og selvom vi havde håbet på, at alt ville gå glat i udrulningen, støder man nogle gange på forhindringer, som ikke er til at forudse.

På stykket ved Vittenbergskolen er vi blevet bremset i gravearbejdet – blandt andet på grund af arkæologi og det dårlige vejr. Derudover venter vi på en gravegodkendelse fra myndighederne, som har taget længere tid at behandle, end vi havde regnet med.

Vi forventer, at det vil give en forsinkelse på cirka 3 måneder. Alle, der har tilmeldt sig fjernvarmen i Øster Vedsted, vil derfor nu senest have fjernvarme i starten af foråret 2024.

Vi er selvfølgelig meget kede af, at forsinkelsen kan betyde, at du må vente lidt endnu på fjernvarmen. Men vi knokler alt, hvad vi kan, for at du kommer på hurtigst muligt.

 

Har du afmeldt din gas?

Hvis du har afmeldt naturgassen hos Evida på en dato, der nu ligger før det tidspunkt, du får fjernvarme, er det vigtigt, at du får den ændret.

Hvis du for eksempel har afmeldt gassen fra den 31. december, kan du stå uden varme fra den dag, hvis du ikke får den rettet.

Du kan ændre din dato for afkobling ved at give Evida besked her. Du skal medsende den mail, du har modtaget fra os eller denne nyhed, mail som dokumentation for, at fjernvarmen er forsinket.

Vi anbefaler, at du rykker din nye afkoblingsdato frem til 1. april 2024, så du er helt sikker på, at du har fået fjernvarme, inden der bliver lukket for gassen.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på info@ribe-fjernvarme.dk.

 

Vi glæder os til at levere fjernvarme til Øster Vedsted.

 

Vi må desværre udskyde fjernvarmeudrulningen i Egebæk-Hviding og Vester Vedsted

Det skyldes, at vi netop har fået afslag på vores ansøgning om tilskud fra statens fjernvarmepulje. Puljen er tom, lød meldingen.

Da tilskuddet var en vigtig del af projektets økonomi, må vi nu gentænke, hvordan vi alligevel kan sikre, at du får fjernvarme.

For vi giver ikke op. Vi gør alt for, at projektet kan lykkes, og vi tror stadig på, at det kan lykkes at få fjernvarmen udbredt til dit område.

 

Vi undersøger alle muligheder

Når det så er sagt, er vi selvfølgelig enormt ærgerlige over og kede af, at vi på grund af det manglende tilskud nu må genberegne projektet i Egebæk-Hviding og Vester Vedsted.

Vi ved, at mange har glædet sig til at få fjernvarme, og derfor er vi allerede nu i fuld gang med at undersøge vores muligheder, så vi hurtigst muligt kan melde noget ud om projektets fremtid.

Heldigvis er der også grund til optimisme. Blandt andet ser det lige nu ud til, at markedet for materialer og anlægsarbejde er nedadgående. Falder priserne, bliver økonomien i projektet tilsvarende bedre.

Derfor har vi valgt at sende projektet i udbud igen - så vi har nye konkrete priser, vi kan træffe en beslutning ud fra. 

Når vi har resultatet af udbuddet, er det op til jer i Egebæk-Hviding og Vester Vedsted at beslutte, om I stadig ønsker at få fjernvarme. Uden jeres opbakning kan vi ikke gennemføre projektet.

 

Jo flere, der står sammen, jo bedre

Og du kan også selv gøre en forskel. Jo flere, der tilmelder sig fjernvarmen, jo bedre bliver økonomien i projektet, da der er flere til at deles om omkostningerne.

Får vi yderligere tilmeldinger, kan vi fylde hullet, som det manglende tilskud har efterladt sig i projektets økonomi. 

Derfor kan vi kun opfordre til, at du spørger dine naboer og bekendte i området, om de har husket at tilmelde sig.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på info@ribe-fjernvarme.dk.

I mellemtiden kæmper vi videre for at få fjernvarmen til Egebæk-Hviding og Vester Vedsted.

 

Kredit: Christian Iversen