Status på fjernvarmeprojekter i Ribe og omegn

11. november 2024

Status på fjernvarmeprojekter i Ribe og omegn

I Ribe Fjernvarme arbejder vi på flere udvidelsesprojekter. Her får du en kort status på de igangværende og kommende projekter:

 

Egebæk-Hviding og Vester Vedsted

Vi har afholdt et velbesøgt informationsmøde i september og indsamler nu underskrevne tilslutningsaftaler.

Den foreløbige tidsplan (med forbehold for ændringer):

- 2. - 3. kvartal 2025: Projektplanlægning og EU-udbud.

- 4. kvartal 2025: Bestyrelsen tager en endelig beslutning om projektet, forudsat tilstrækkelig opbakning og nok underskrevne tilslutningsaftaler.

- 1. kvartal 2026: Forventet igangsætning af projektet.

- 3. kvartal 2026: Forventet tilslutning af de første forbrugere, hvorefter konverteringen vil ske løbende over 6-9 måneder.

 

Ribe Vest

Gravearbejdet skrider frem efter planen, og projektet forløber som forventet, dog kan store mængder regnvejr give udfordringer.

Vi har gennemført underboring af hovedvejen og fortsætter arbejdet på Farupvej. Tilslutningerne på Jernkærvej er i gang, og vi har afsluttet arbejdet på Lundgaardsvej.

I ugerne 46, 47 og 48 arbejder vi på tilslutninger under broen i Saltgade. De sidste kunder forventes tilsluttet inden sommeren 2025.

 

Øster Vedsted

Hele fjernvarmenettet er færdiggjort, og der er nu varme i ledningerne. De sidste boliger er ved at blive tilsluttet, og vi mangler pt. kun 20-25 tilslutninger. Arbejdet kan dog blive påvirket af regnvejr, men vi forventer snart at kunne fejre, at alle tilmeldte husstande er tilsluttet.

 

Kurveholmen

Kurveholmen-projektet er nu fuldt afsluttet, og alle forbrugere er konverteret til fjernvarme. Dette markerer en vigtig milepæl i vores arbejde med at udbrede fjernvarme i Ribe.

 

Vi takker for den store opbakning og ser frem til at fortsætte arbejdet med at levere stabil fjernvarme til hele Ribe og omegn.

 

//