Status på fjernvarmeprojekter

12. februar 2025

Vi fortsætter arbejdet med at udvide fjernvarmenettet, så flere husstande og virksomheder kan få gavn af en stabil opvarmningsløsning.

Her er en opdatering på de aktuelle projekter og en vigtig påmindelse: Det er stadig muligt at tilmelde sig fjernvarme i udvidelsesområderne!

 

Ribe Vest – Snart i mål

Gravearbejdet i Ribe Vest nærmer sig sin afslutning, og projektet kører efter planen.

De første kunder på Moltkes Allé, Lundgaardsvej og Jernkærvej er allerede tilsluttet fjernvarme.

Fra starten af februar er det muligt at konvertere til fjernvarme på Jernkærvej, mens vi fortsat arbejder på ledningsnettet ved campingpladsen og udfører installationer på Farupvej og Stærvej.

De sidste kunder forventes tilsluttet i slutningen af marts.

 

Egebæk-Hviding – Planlægningen fortsætter

Projektet i Egebæk-Hviding er stadig i planlægningsfasen og forventes sendt i udbud i 2.-3. kvartal 2025.

Vi er i dialog med Vejdirektoratet angående hovedvejen mellem Øster Vedsted og Egebæk-Hviding, samtidig med at vi arbejder på placeringen af fjernvarmeledningerne.

Efter planen forventer vi, at igangsætte projektet i starten af 2026, og de første forbrugere kan tilsluttes i løbet af 3 kvartal i 2026. 

 

Tilmelding er stadig muligt!

Hvis du bor i et udvidelsesområde og stadig overvejer fjernvarme, er det ikke for sent at tilmelde sig.

Har du spørgsmål er du meget velkommen til at kontakte os for mere information om dine muligheder og fordelene ved at skifte til en driftssikker opvarmningsløsning.

 

//